Brexit, et udtryk, der betyder “britisk udtræden”, henviser til Storbritanniens udtræden af EU. Denne begivenhed omformede ikke kun britisk politik, men påvirkede også den globale dynamik. I denne artikel undersøger vi oprindelsen, årsagerne, processen og konsekvenserne af Brexit for at give en bedre forståelse af dens betydning.
Forholdet mellem UK og EU
Storbritannien blev medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) i 1973, senere kendt som Den Europæiske Union. I løbet af årtierne blev forholdet mellem Storbritannien og EU anstrengt på grund af uoverensstemmelser om suverænitet og politikker.
Euroskepticisme, eller skepsis over for EU-integration, vandt frem og førte til krav om genforhandling og til sidst en folkeafstemning i 1975. 67,2 procent af vælgerne sagde ja til at blive i EF.
Folkeafstemningen i 2016
De politiske spændinger eskalerede i årene op til 2016, mange år senere. På grund af voksende utilfredshed i befolkningen lovede premierminister David Cameron en folkeafstemning om EU-medlemskab. Løftet skulle afhjælpe splittelsen i hans konservative parti og berolige de vælgere, der var utilfredse med EU’s politik. Folkeafstemningen, som blev afholdt den 23. juni 2016, blev et vendepunkt i moderne britisk historie.
Folkeafstemningskampagnerne var polariserende og lidenskabelige. Leave-kampagnen lagde vægt på at genvinde suverænitet og kontrollere indvandring og appellerede til nationalistiske følelser.
I mellemtiden fremhævede Remain-kampagnen økonomisk stabilitet, handelsfordele og risikoen for isolation.
“Leave-kampagnen var splittet”, beskriver professor Paul Whitely fra Essex University Department of Government.
“Vi havde den officielle kampagne under ledelse af Boris Johnson, som galvaniserede den del af vælgerne, der så sig selv som respektable og konservative,” fortsatte han.
“Så havde vi den mere uofficielle græsrodskampagne ledet af Nigel Farage, der så ud til at galvanisere dem, der følte sig efterladt, og som gav plads til den populistiske bevægelse”.
Den britiske folkeafstemning i 2016 eller Brexit-folkeafstemningen spurgte vælgerne, om de ønskede, at Storbritannien enten skulle forblive eller forlade EU. I sidste ende sejrede Leave-siden med 52 procent af stemmerne mod 48 procent til Remain.
51,9 procent eller 17,4 millioner stemmer gik ind for at forlade EU, mens 48 procent (16,1 millioner stemmer) ønskede at blive i EU. Specifikt var der en stærk “forlad EU”-stemning i New England og Wales, mens vælgerne i Skotland og Nordirland ønskede at blive i EU.
UK stemmer for at forlade landet
Flere faktorer påvirkede Leave-afstemningen. For det første var økonomiske bekymringer altafgørende. Mange vælgere mente, at EU-medlemskab krævede for store økonomiske bidrag, og argumenterede for, at disse midler kunne komme indenlandske prioriteter til gode. For det andet var suverænitet et vigtigt spørgsmål. Kritikere mente, at EU-love underminerede Storbritanniens lovgivningsmæssige uafhængighed.
Derudover gav bekymringer om indvandring næring til offentlig utilfredshed. EU’s regler om fri bevægelighed førte til øget migration, som nogle forbandt med pres på de offentlige tjenester.
Misinformation spillede også en rolle, og kampagneløfter – som at omdirigere 350 millioner pund af de ugentlige midler til National Health Service (NHS) – viste sig at være vildledende.
Den britiske statistikmyndighed kaldte tallet “misvisende” og en dårlig repræsentation af Storbritanniens økonomiske bånd til EU. Specifikt tog kravet ikke højde for den rabat, der blev givet til Storbritannien. Det faktiske beløb var nærmere 250 millioner pund om ugen.
Professor Whitely påpegede også, at Storbritannien ikke oplevede et betydeligt økonomisk løft, efter at landet blev medlem af EU i 1973.
“Selv om vi forstår forskellen mellem at gå med og at gå ud, mener vi, at hvis det ikke gjorde den store forskel for vores økonomiske vækst at gå med i EU, burde det ikke være så slemt at gå ud, som vi får at vide,” sagde han.
Tilsammen skabte disse faktorer et stærkt argument for at forlade EU.
Tilbagetrækningsprocessen
Efter folkeafstemningen begyndte Storbritannien sin udmeldelsesproces i henhold til artikel 50 i Lissabontraktaten. Artikel 50, som trådte i kraft i 2009, beskriver den juridiske proces for et medlemslands frivillige udtræden af EU.
Der er tre centrale bestemmelser i artikel 50. Et medlemsland skal nemlig meddele EU, at det har til hensigt at forlade EU, og derefter skal der forhandles en udtrædelsesaftale, der dækker vilkårene for udtræden og fremtidige relationer. Endelig skal processen være afsluttet inden for to år fra meddelelsen. Denne proces kan forlænges, hvis alle medlemslande bliver enige om at forlænge perioden.
Dette formaliserede udmeldelsen og indledte forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Forhandlingerne fokuserede på handelsaftaler, borgernes rettigheder og grænsearrangementer, især vedrørende Nordirland. Processen var præget af forsinkelser og politisk uro, herunder to skiftende premierministre.
Storbritannien forlod officielt EU den 31. januar 2020. Der fulgte dog en overgangsperiode, som gav begge parter mulighed for at justere og færdiggøre aftaler. Denne periode sluttede den 31. december 2020, hvor en ny handelsaftale formede de fremtidige relationer.
Indvirkning på Storbritannien
Brexits indvirkning har været dybtgående og mangesidet. Økonomisk stod Storbritannien over for udfordringer, herunder forstyrrelser i handelen og færre investeringer fra EU-landene. Ifølge London School of Economics faldt eksporten af britiske varer til EU med 6,4 procent i 2022.
Derudover skulle virksomhederne også navigere i nye toldprocedurer, hvilket forårsagede forsinkelser og øgede omkostninger. Nye handelsbarrierer gjorde mest ondt på små virksomheder, hvor 14 procent stoppede deres eksport til EU. På grund af Brexit måtte Storbritannien forlade det europæiske indre marked eller det indre marked. Storbritanniens afgang medførte nye handelsbarrierer med EU samt et fald i handelsvolumen med EU. Forbrugerne i EU betaler i gennemsnit 17 procent mere end verdens fødevarepriser.
Desuden har Storbritannien oplevet den laveste vækstrate sammenlignet med andre G7-lande. Disse består af USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan.
Politisk set omformede Brexit Storbritanniens interne og eksterne landskab. På hjemmebane understregede det splittelsen mellem regioner og politiske grupper. Internationalt måtte Storbritannien omdefinere sine relationer og forhandle handelsaftaler på egen hånd. Socialt set ændrede Brexit livet for millioner af mennesker, især EU-borgere, der bor i Storbritannien, og britiske borgere, der bor i EU.
På den sociale front har Brexit ført til et fald i indvandringen fra EU’s medlemslande. Som følge heraf har det påvirket forskellige sektorer som sundhedspleje, videregående uddannelse og landbrug.
Protokollen for den nordlige ø
I dag fortsætter forholdet mellem Storbritannien og EU med at udvikle sig. Begge sider arbejder på at løse igangværende problemer, som f.eks. den nordirske protokol. Denne ramme behandler spørgsmål, der opstod som følge af Brexit, især i forbindelse med den irske grænse. Protokollen har også til formål at forhindre en hård grænse i Irland, og den overholder Langfredagsaftalen fra 1998.
Langfredagsaftalen, også kendt som Belfast-aftalen, er en fredsaftale, der blev underskrevet den 10. april 1998. Den forsøgte at afslutte mange års uro i Nordirland, eller “The Troubles”, som fortsatte mellem unionister/loyalister og nationalister/republikanere.
På grund af Brexit skal virksomheder i Storbritannien og på Nordøen opfylde øgede krav til dokumentation og tolddeklarationer for at flytte varer.
Fremtidsudsigter
Når vi ser fremad, er Brexits langsigtede virkninger stadig usikre. Mens tilhængerne forudser et velstående, uafhængigt Storbritannien, har kritikerne advaret om fortsatte økonomiske og politiske udfordringer.
Overordnet set afspejlede Brexit dybe samfundsmæssige og politiske skel. Det viste, hvor kompliceret det er at afbalancere national suverænitet med globalt samarbejde. Da Storbritannien fungerer uden for EU, vil dets beslutninger forme dets fremtid og give erfaringer til andre nationer.
Foto af Sandro Cenni på Unsplash
